25-10-22
Tilbage på den forsømte blog!!!
Vi er kommet til Cartagena. Vi er kommet ind i Middelhavet og mere nordpå, og sætter snart kurs mod de spanske øer Ibiza, Mallorca og Menorca. Vi er kommet dertil, hvor vi bliver nødt til at vælge fra. Vi har nu små tre uger tilbage af togtet, og vil gerne både nå øerne og lidt af den sydfranske kyst. Vi havde også drømt om at nå noget af den italienske kyst, men det er desværre urealistisk, hvis det hele ikke skal blive en forhastet proces, og hvis vi desuden skal indregne ventetid på den rette vind. Det gode er, at vi har fundet sluthavnen, og (næsten) fået aftalen i hus. Det bliver Port Navy Services ved Marseilles. En rigtig vinterhavn, hvor vi til billig penge kan få Gaia op på land og opbevaret i en længere periode. Vi har skrevet rundt til millioner af havner, og har fået nogle vanvittig dyre tilbud tilbage. Port Navy Services derimod tilbyder en rigtig god pris og meget fleksibiliet, hvilket tiltaler os enormt meget, fordi vi står overfor en uvis fremtid. Middelhavet er ikke så barmhjertigt at 'hygge-sejle' i i vinterperioden. Det bliver rigtig koldt, det kan virkelig blæse op og mange af havnebyerne er lukket markant ned. Ikke ideelle forhold for et togt. Derudover ser Mike og jeg jo på en ny båd, har sat Gaia til salg, og ser ind i en længere periode i Danmark. Der er dog mange ubekendte i den ligning, herunder hvornår Gaia bliver solgt. Så det er en gave, at have hende på land, beskyttet og med mulighed for at forlænge perioden, hvis salgsprocessen trækker ud. Ulempen ved havnen er, at den ikke bader i hygge, men derimod i beton. Der er virkelig tale om opbevaring. Så som det ser ud nu, ankommer vi dér den 10 november, og får hende hevet op samme dag. Vi slutter togtet dér med en masse rengøring og vedligehold, så flyver gasterne fra os, og Mike og jeg vender snuden hjem kort efter. På den korte bane er det ikke, hvad jeg havde drømt om. Jeg havde håbet, at Mike og jeg kunne have et par dage, som vi plejer efter et togt slutter, at vi kunne akklimatisere, og så vende hjem efter hyggeidyl i en smuk sydfransk havn. Men på den lange bane er det helt perfekt. Det er et spændende skifte i livet, vi står over for, og det er i sandhed ideelt, at kunne efterlade Gaia i gode hænder, og på en måde der giver os godt råderum i forhold til hendes lige nu usikre fremtid.
I hvert fald betyder deadlinen den 10 november, at vi må cutte nogle af ønskerne. Så lige nu har vi tæt på besluttet, at vi besøger Ibiza og Menorca, har et par dage på hver og dropper Mallorca. Derfra sejler vi til Sydfrankrig, hvor vi gør ét-to stop inden vi sejler til sluthavnen. Og ifølge Simon går der toge fra nogle af vores påtænkte havne over til Italien, så det snakker vi om at tage. Så får vi vores italienske. Disse planer kan dog allerede være urealistiske, har jeg lige set. Så den må vi tage her henover aftensmaden - den kartoffelsalat og grillspyd Astrid og Robin kokkererer.
I hvert fald er der sket en del, siden jeg sidst skrev. Jens er afmønstret, og Astrid er kommet på. De overlappede, så vi havde et par dage med meget fuldt hus, men det løste sig. Den første aften sov Adam ude, fordi han besøgte en ven, der var på ferie tæt på, hvor vi lå i havn, og den anden aften ofrede Jens sig, og sov - efter en god og lang aften fuld med sushi og øl - oppe i cockpittet. Det var dog ikke ideelt, kunne vi forstå morgenen efter. Han havde ikke sovet så godt, men den dårlige nat blev vasket af i badet, og erstattet af glæden ved snart at skulle se sin familie i Malaga. Både kone og de to børn fløj ned for at møde ham, og vi har efterfølgende fået billeder både af deres genforening, og endnu senere af banneret hans kollegaer havde sat op, da han vendte tilbage efter en måned til søs med os. Meget meget hyggeligt. Han var dejligt selskab, og jeg er glad for at have haft ham med. Nu er Astrid med os. Hun er samme alder som mig, er uddannet lærer og kommer lige fra et års arbejde som lærer på Grønland. Det er virkelig interessant, og hårdt, at høre om. Hun er god og god at snakke med, og uden at gå for meget i detaljer, befinder vi os psykisk ret meget det samme sted. Forstået på den måde, at vores hoveder døjer med de samme overordnede tanker og utrygheder lige pt. Som dog netop drukner i vores mikrokosmos af sol, spil og snak her på båden. Hun er allerede faldet til. Var rolig fra dag ét, hvilket jeg synes, er imponerende. Det kan jo være angstprovokerende at skulle infiltrere en sammentømret gruppe - synes jeg. Men det går jo hurtigt. Det gjorde det også første gang, altså på første togt hvor Katrine stod af efter en måned, og Jonas kom på.
For lige at backtracke: Vi nåede Gibraltar og lå i La Linea de la Concepcion ligesom sidst vi var igennem. En god dejlig, stor og rolig havn. Vi lå nærmest på samme plads, som sidst vi var igennem, og nød den samme fænomenale udsigt til Gibraltarbjerget. Gruppen var oppe på toppen, hvilket jeg dog sprang fra at gøre endnu en gang. I stedet var jeg mere rundt i Gibraltar og kigge. Vi mødte en dansk familie, der tre måneder forinden havde købt en katamaran i Middelhavet, gået og gjort den i stand, og nu var på vej til Las Palmas for at deltage i ARC'en og krydse Atlanterhavet. Det er en dyr affære, men jeg synes virkelig deres historie, var så fin. Åbenbart har manden gået med en langturssejler i maven halvdelen af sit liv, og så for et par år siden, fortalt dette til familien, hvorefter de, uden den store sejlerfaring, købte båd, og nu befandt sig ved Gibraltar med en båd, udsigten til Atlanterhavet og to år sat af til at prøve det af. Mor, far, tre børn og en enkelt gast som kom med sejlererfaringen. Vi kom på besøg, fordi deres båd var en mindre version af den, vi kigger på. Så det var rigtig sjovt at se - også hvordan de evige bådproblemer var rullet ind over dem fra dag ét.
07-10-22
Så blev det den 7. oktober og alt for længe siden jeg skrev sidst. Ambitionen var jo at skrive hver anden dag, men jeg kan se tilbage og se hvordan, det begyndte at gå ned ad bakke efter gasterne steg på. Men det kan jeg jo ikke være sur over, det er jo et godt tegn. Der sker i hvert fald meget, og tiden går hurtigt, og det er en sjældenhed, at jeg får trukket mig og sat mig alene.
Men vi er ved at nå det sted, hvor folk begynder at få behov for at trække sig. Og det gør det nemmere for mig at gøre det. Det er en evig øvelse at tage den nødvendige alenetid, men dog nemmere for mig på det her togt, fordi samværet er så nemt.
Vi tog den store tur i starten af denne uge. Vi sejlede fra Porto Santo i søndags og ankom til Portimao onsdag eftermiddag. Vi ventede med at sejle, til vi så ud i et stille vejrvindue. Og det fik vi. Lige da vi satte ud, fik vi lidt modvind, men den stilnede af, og så sejlede vi ellers for motor helt indtil midnat mellem tirsdag og onsdag. Det var KLART at foretrække at sejle afsted i en vindstille periode, men to dage inde var alles hoveder øre af larmen fra motoren, der konstant kørte. Så det var kærkomment og en stor lykke, da vi, kort efter jeg mødte på vagt klokken 00.00 mellem tirsdag og onsdag, satte forsejl og slukkede motoren. Ærligt indrømmet var de første ti minutter ret lange, for da havde vinden endnu ikke taget fat. Og efter at have sejlet uafbrudt i 2,5 dag, var jeg på det tidspunkt klar til at komme i land, og med en fart på nu små 4 knob, blev turen markant forlænget. Vinden begyndte dog langsomt at komme, og før jeg vidste af det, blæste det omkring 6 m/s fra 45-60 grader. Det var helt kanon, og jeg hoppede rundt i mørket og legede med at trimme sejlet, og pludselig ramte jeg plet, og vi fløj afsted med 7-8 knob. Absolut perfekt. Det var jo bælgravende mørkt, for vi har intet lys tændt på nattevgaterne for ikke at ødelægge nattesynet. Så når jeg siger, at jeg 'ramte plet', så er det fordi, jeg bogstavelig talt famlede mig frem i mørke. Ticklers'ne var jo forsvundet i mørket.
Det var en stille og rolig tur. Det mest adrenalinfremkaldende var alle de fisk, vi fangede. Det blev ved, og vi fileterede derudaf. Til denne dag ligger der en hel fisk i fryseren klar til at blive smidt på grillen as is. Vi fangede tun og mahi mahi. Tunen blev til én del grillede og én del pandestegte tunbøffer - marineret i soya selvfølgelig. Mahi mahi'en skal friteres og spises med noget af al det remoulade, vi har liggende under dørken. Det bliver formentlig på mandag, når vi er ankommet til Gibraltar.
Men vi er ikke i Gibraltar endnu. For nu er vi i Portimao, som er en stor havn. På en måde fordelt på to bassiner delt af én vinge af et luksushotel.
Her er varmt og stille. Vi ligger langskibs helt inde i det inderste hjørne af det af de to bassiner, der ligger væk fra bar og restaurantafdelingen. Så der er ingen larm og der er ingen bevægelse i vandet. Vi er virkelig afskærmet. Nu har vi været her et par dage, og havnen ligger tilnærmelsesvist midt imellem den del af byen, der ligger ud til Algarvekysten, og den del der ligger ud til Aradefloden. Den del der ligger ud til Algarvekysten er ikke overraskende dækket af store hoteller, strandpromenader og førsteparkets-strandbarer. Men jeg forstår det godt. Det er en helt vild flot kyststrækning. Sandet er helt gyldent - meget som på Porto Santo -, stranden er flere hundrede meter bred og pyntet af store skulpturelle klipper, der står spredt på må og få. Jeg var ude og løbe i morges, og tog en lang tur ned langs stranden, ned til nogle af klipperne og kravlede på og gennem dem og prøvede med go-pro'et i hånden at lave nogle cool tricks. Den del blev ikke god, men jeg fik nogle fantastiske billeder og klip af de klipperne, det lyseblå levende hav og det fygende sand. I den opstigende sol var det hele så varmt og gyldent. Så omgivelserne er fantastiske, og mens jeg skulle til at skrive, at det derfor er et flot sted, hvis bare man holder blikket ud mod vandet, så synes jeg nu egentlig også, at der er en helt bestemt charme over sådan nogle store, solblegede, lidt fallerede sydlandske hoteller. Det er en varm charme. Jeg synes, de emmer af varme. Som om de udstråler den varme, de står dernede sydpå og suger til sig. Den anden del af byen kunne man mistænke for at være lidt mere lokal. Vi var deroppe og spise på en indisk restaurant, og der er nogle super hyggelige gader, og torve, og liv og stemning på en super hyggelig måde. Delen bærer utvivlsomt også præg af turister, men ikke på 'store strandhoteller over det hele og solstole i symetriske firkanter på stranden'-måden, men på 'souvenirbutikker, begravelser og arbejdende på siesta i sameksistens'-måden.
I går var pigerne og jeg nede og surfe. Birgitte har været surfinstruktør i Klitmøller, så vi fik lejet to boards, og kom i vandet sammen med 700 skoleklasser, 600 personer til privatundervisning og 500 semi-professionelle, der kunne surfe på tværs af bølgerne, og ikke bare blev båret af bølgen tilbage til stranden. Dem skal man virkelig holde øje med; de smooth-stjerne-surfer hovedet af dig, hvis bølgen er god nok. Men ifølge Birgitte der lige reciterede den uskrevne surferlov for os, er det også os udefrakommende (amatører), der skal vige for de lokale (stjerner). Så dér lå vi; i lag med alle de andre. Ej. Der var mange mennesker, da vi var der, og det var et ekstra og besværligt og en anelse anstrengende element, at skulle holde øje med, hvor alle de andre var, og være klar på at kaste sig af boardet, mens man kæmper med at fange/blive på/dominere en bølge, hvis der pludselig dukkede et solcremesmurt ansigt op i vandet foran en. Vi hverken blev offer for eller stod bag nogle skader, men hyggede os derimod bare og fangede et par bølger. Sissel og jeg fangede et par og surfede ind til stranden enten på knæene eller på maven, og Birgitte kom helt op og stå.
Derudover så har hele banden været i Lagos, en by, der ligger 35 minutters kørsel fra Portimao. Og jeg siger kørsel, fordi vi er faldet i med uber. 20 euro én vej, og når man er fire i bilen, så er mageligheden simpelthen ikke til at stå for. Togturen skal vi nok komme på. I virkeligheden er den, næsten, allerede i bogen og skal tage os fra Estepona til Grenada inde i landet. I hvert fald blev vi alle fragtet til Lagos, fire i fredags, og fire i dag (lørdag), og når jeg skriver dette, så har I jo nok gennemskuet, og jeg igen har spredt skrivet af mit blogindlæg ud over en længere periode. I dag er i hvert fald ikke den 7. oktober. Men skidt nu med det. Vi kom alle til Lagos. Vi overvejede at ligge i havnen der, men der er en lang havneindsejling, som Mike havde fået fortalt var lavvandet, og var bekymret for Gaias to meters dybgang. Det er en større by end Portimao, men ret så anderledes. Hvor store dele af Portimao har et meget falleret, lidt afsvitset, øde og industrielt udtryk - med undtagelse af de dele jeg har omtalt - har Lagos smalle gader, store grønne træer på små torve, gademusikanter, alskens klinker på mange af bygningerne, lokal handcraft, en gammel bymur, smukke kirker og dyr to-go iskaffe langet gennem cafévinduet og direkte ud til de hungrende på gaden. Alt dette er noget af det, jeg kan falde pladask for, og er et resultat af, at Lagos af en eller anden grund - sikkert de mange smukke strande - har fået et smartere ry, og tiltrækker de unge og smarte. Der er i hvert fald ikke nogle tjekkede, tatoverede, unge tyske gutter, der har åbnet kaffebar i Portimao. Tror jeg. Mike og jeg var der i dag, og er kommet hjem med mange gode oplevelser. Vi var ude og se strandene, og kom på tilbagevejen forbi en kollapset ruin. I ved, hvor murvæggene og dele af tagkonstruktionen består, men ikke meget andet. Vi snakkede om bygningen og undrede os, især fordi bygningen delte en endevæg med et nybygget hotel. Mike bød på, at murene dannede ramme om en baghave til hotellet, så vi gik op og kiggede ind gennem den sprækkede trædør for at se. Derinde lå en ældre dame på knæ, og lugede ukrudt blandt fliserne i atriummet. Vi listede derfor tilbage, men damen kom til døren og lod os komme ind. Det viser sig så, at bygningen er et gammelt kloster, der kollapsede i det store jordskælv, der ramte Algarvekysten i 1755. Bygningen er nu ejet af en schweizisk bankmand, og beboerne er squattere, der dog er i kontakt med bankmanden, der tillader dem at bo der. Så dér bor de! Lige nu er de 5, snart 4, der bor dér i ruinerne og, i følge manden, der kom frem fra højre og viste os rundt, istandsætter stedet efter de oprindelige fremgangsmåder og teknikker. Det er svært at beskrive. Men dér boede det her lille samfund blandt murbrokker og jord, uden tag over hovedet og uden adgang til anden vand end regn- og havvand. Der havde åbenbart været interne stridigheder gennem tiden, så samfundet af ligesindede var som sagt nede på fire, efter at have bestået af et tocifret antal. Manden og kvinden vi mødte, var begge gademusikanter og manden fra Storbritannien et sted. Atriummet så fantastisk ud med små sten lagt i mønstre, men indendøre var der lang vej igen. Men i følge ham selv, havde han "the skillset" til at klare istandsættelsen. Han kunne godt se omfanget af opgaven, og bankmanden havde da også "laughed at him", men han var upåvirket og dybt engageret i bygningens historie og detaljer. Et pudsigt møde og et indblik i et liv, der er meget, meget anderledes end vores eget.
Jeg er SÅ træt her til aften. Så nu vil jeg slutte. Jeg kan høre, at Mike pakker vandslagen sammen og pakker den tørrede gennaker ned. Han gør klar til at vi sejler i morgen tidlig klokken 8. Så går turen til Gibraltar.
Vi skrives.
29-09-22
Vi kom aldrig til Gibraltar! Vi stævnede ud, men vinden og vandet var for stridt. Vi var så meget i tvivl, hvad det rette at gøre var, og forsøgte tre gange at sejle mod Gibraltar. Vi sejlede afsted mandag, fordi vejrvinduet var bedre end dårligt, og vi simpelthen var nervøse for at der ikke ville komme et, der var bedre indenfor det næste lange stykke tid. På det tidspunkt kunne vi se en uge ud i fremtiden, og hele den uge var udelukket. Vi stod derfor i et limbo; skulle vi sejle afsted i det halvdårlige vejrvindue, eller skulle vi vente, og risikere at lægge på Madeira og Porto Santo i plus to uger? Vi valgte at sejle afsted, fordi der blandt besætningen var stemning for det. Vi glæder os alle til at komme ind og opleve Middelhavet, og især Jens, der kun er med os i to uger, vil rigtig gerne derop af. Jeg mener, jeg har nævnt det, men han er jo med os, fordi han selv overvejer at købe båd og sejle langtur i Middelhavet med sin familie. Han vil derfor gerne hurtigt op mod Middelhavet for at få prøvet det af.
I stedet for at være på vandet indtil fredag, har vi brugt tiden i Porto Santo. Vi sejlede ind i havnen ved 22-tiden mandag efter 12 timer på vandet, og vi var vel og mærke kun sejlet fra Funchal. Det var voldsomt vejr! Som vi har prøvet det mange gange før, viste vinden sig at være meget slemmere i virkeligheden end vores vindapps havde forudset. Vi fik pust på op til 17 m/s og vinden ind fra cirka 37 grader. Vi havde vinden lige i hovedet, og måtte derfor sejle så tæt til vinden som muligt, for ikke at komme for langt fra kursen og dermed ende med at tage en stor omvej. Det er selvfølgelig vilkårene, kan man sige. Vores kurs var nordvestlig. Når vi kom for langt fra kursen mod vest, krydsede vi over, og modsat. Og det er god sjov. Det er sjovt at krydse, for det er sjovt at lege med sejlene, men det er markant mere strabadserende, når vinden er så hård. For det første kræver det jo markant flere fysiske kræfter, men der er også mere på spil. Gør man det forkert, kan sejlene gå i stykker og/eller alt nedenunder kan flyve rundt. Vi alle, og især Mike i forhold til sejltekniske, er i hvert fald meget mere på arbejde. Det var sjovt, det var det det. Hold da op, hvor der er naturkræfter igang. Vi blev kastet rundt, og fik vind og salt i hovedet, og båden hamrede op og ned, men det var for meget af det gode. Flere medlemmer af besætningen lukkede ned med søsygen, så måltider og oprydning var i fare, båden sejlede - både i bogstavelig og figurativ forstand - men allervigtigst, så havde vi en en bagkant, der pressede. Vi vidste, at der var varslet uvejr torsdag, så ved den tidskullevi være forbi, der hvor uvejret var værst. Det krævede, at vi holdte en gennemsnitlig fart på 6 knob. Det var også muligt, men fordi Gaias forsejl trækker optimalt, når vinden rammer fra 45 grader, kunne vi ikke udnytte vinden - når den altså ikke var for stærk - optimalt, så for at vi ikke blev forsinket, havde vi motoren kørende. Ved at have den kørende, kunne vi sikre gennemsnitsfarten, fordi motoren hjalp os til at skære igennem bølgerne, der kom mod os, fremfor at vi på vej op af hver eneste af dem mistede fremdrift. Problemet med det var så, at vi lige præcis ikke havde tanket fuldt, da vi forlod Funchal, fordi vejrapps'ne havde lovet en god halvvind det meste af turen. Derfor havde vi glædet os til lækker sejlads, og egentlig tænkt vi bare skulle bruge motoren til at komme igennem Gibraltarstrædet, hvis vi skulle være så uheldige at ankomme dertil på et tidspunkt, hvor der var kraftig vind indefra Middelhavet og udaf. Den såkaldte trompet. Vi fik som fortalt imidlertid ikke en god halvvind, så vi var pressede på mange parametre og efter mange timers tvivl og venten på om vinden vendte, lagde vi kursen om og sejlede til Porto Santo.
I forhold til antal båse, og især antallet af båse til både på Gaias størrelse, er havnen forholdsvis lille. Desuden ankom vi sent, så der var ingen til at anvise os en plads. Ud for båsene er der et stort åbent område, - dog stadig indenfor havnebeskyttelsen - hvor bådene ligger enten for bøje eller anker. Vi startede med at smide ankeret der i bælgmørke, men kom lidt for tæt på en afmærkningsbøje, fordi der lå så mange både, at de fleste steder var et tight squeeze. Vi smed ankeret, lagde ankervagtskemaet, hvorefter alle undtagen Jens gik til køjs. Kort efter stak han dog hovedet ned gennem vinduerne til Mikes og mit soveværelse og sagde, at vi nærmest var drejet 360 grader og derfor nu lå meget tæt på afmærkningsbøjen. Lang historie kort, så måtte vi alle ud på dækket igen, fordi vi, da vi forsøgte at trække ankeret op igen for at rykke, fandt ud af, at ankerkæden var blevet viklet om afmærkningsbøjen. Så gik næste etape af processen igang, og vi måtte søsætte gummibåden for at gutterne kunne sejle ud og forsøge at vikle ankerkæden fri. Så stod vi der i bælgravende mørke, og silende regn - for ja, himlen åbnede sig selvfølgelig - og kiggede på de seje fyre, og undertiden på Adams mås, der hilste på os alle, som han sad med hovedet under vandet for at se, hvordan søren kæden havde sat sig så godt fast. Den kom fri, vores bukser tørrede, og vi sad ankervagt hele natten dog uden flere uheld.
Dagen efter rykkede vi til en bøje. Det er afmærkningsbøjer, der sidder på reb, der er fastgjort til store betonblokke nede på bunden. Når man fortøjrer sig til disse reb, er man dermed ret så sikker på, at båden ikke driver nogle steder. Og det har vi heller ikke gjort, men vi er fortsat med at dreje om os selv. Der er virkelig gang i vandet her, og om natten kommer der nogle rigtig kraftige vindpust. Især her de sidste to nætter er det blæst op om natten. Så ligger Mike og jeg ude i stævnen, og har plastikafmærkningsbøjen trukket rundt om stævnen.
I dag sejler vi så endelig videre. Det har været sindsyg gode dage. Porto Santo er en stille ø, og ikke overrendt af turister på denne tid af året. Der er dog betydelig flere både i havnen end sidst vi var her, så vi har kæmpet med plads i vasketøjskøen. Der er rigtig mange danskere. En familie der er sejlet afsted med deres børn og en enkelt gast. Gasten de havde med nu, skulle være med én måned. Den forrige de havde med, var folkeskolelærer, så vedkommende havde sejlet med gratis mod at undervise børnene. Det er jo en helt genial ordning, som jeg vil huske ;-)
Derudover mødte vi et dansk par, der sejlede alene. De havde solgt alt, og sejlet rundt inde i Middelhavet de sidste fem år i den samme båd som Gaia - dog fra 1999. Det var sjovt at se den indvendig. Man kan jo se lighederne, men hold da op, hvor er der også forskel på en båd, hvor der bor to, og en båd hvor der bor otte. Vi har markant flere ting.
Vi har badet i havnen og fanget fisk med spyd, som vi har grillet og spist til frokost. Især Robin excellerede her. Vi lejede bastante el-cykler og cyklede rundt på hele øen, og spiste toast på torvet. Det har været stille og rolige dage, men rigtig dejlige. Og vi er klar til den lange tur på vandet. Denne gang bliver det meget mere stille, nærmest vindstille. Så vi har endda købt ind til at kunne bage brownie, fordi vi regner med så stille en sejlads, at jeg kan overskue det. Det er måske farligt. Men vi får se.
I dag har vi tilføjet denne besætnings navne til det logo vi malede i februar på havnevæggen her, og Mike og jeg har kigget på vores næste båd ;-). Mike har været vild med den længe, og jeg må sgu indse mig lidt solgt. Så den proces er langsomt gået igang, og fylder mig med spænding og drømme og forestillinger og glæde. Så det er dejligt.
Vi skulle have sejlet klokken 13, og vi var klar. Vi havde malet, vi havde FaceTimet med bådsælger, vi havde været i bad, vi havde skyllet cockpit og dæk og vi havde sejlet båden hen så vi lå langskibs på Gaias tvillingebåd, så vi kunne fylde vand på.
MEN, som skæbnen ville havde det, har havnekontoret lukket mellem 12-14. Så stressen lagde sig, og jeg sidder og skriver dette i røg fra køkkenet, fordi drengene pludselig fik tid til at lave toast.
Vi er klar til at forlade Porto Santos gyldne sand, og så må vi se, hvor næste stop bliver. Måske Portimao, måske Cadiz, måske Gibraltar. Det kommer an på vind, brændstof og sikkert alt mulig andet, jeg ikke har fantasi til at nævne nu.
Så endestationen kan I glæde jer til at finde ud af, når I hører fra mig næste gang.
Hav det godt indtil da!
23-09-22
Nu er der efterhånden gået et par dage her i Funchal. Det sidste I hørte, var, at vi ventede på en havneplads. Den fik vi. Onsdag - dagen efter vi ankom - sejlede vi ind i havnen ved 12-tiden - og mens jeg skriver dette, er den (lidt over) 12 fredag. To hele dage er gået, og jeg vil berette lidt om, hvad vi har brugt den tid på.
Byen er ligeså hyggelig, som jeg husker den. Jeg kan virkelig godt lide den. Den breder sig som nævnt op af de omkringliggende bjerge, så man skal ikke meget længere end et par hundrede meter ind i byen fra vandet af, så begynder det at gå rimelig stejlt op ad. Efter alle lige havde vandret lidt rundt i mindre grupper, mødtes vi onsdag på café Fortaleza oppe ved et gammelt fort. Taktisk smart lå det selvfølgelig oppe ad bjergsiden med godt kig ud over byen, og ikke nok med at det var godt for vores alles ben og kroppe lige at vandre lidt på bakker efter en lang, stillesiddende sejlads, var det også en imponerende introduktion til bjergkørsel. Nonchalant bjergkørsel er jo altid imponerende for en dansker, der er vant til fladt land, men nonchalant bjergkørsel i en tætpakket by er særlig imponerende. Som vi svedende vandrede op ad mod fort caféen, drønede store og små motoriserede køretøjer op og ned af smalle, snørklede, stejle gader, og vi kunne ikke andet end at stå forbløffede tilbage. Og en forbløffet måbe-pause var jo desuagtet en pause, så vi måbede en del.
Onsdag var Jens’ og min mad-dag, og den (næsten) friskfangede tun vi havde på frys, skulle bruges. Så inden vi alle mødtes på fort cafeen, havde jeg været med Mike rundt i byen og finde datakort, en frisør til ham, så vildmandsskægget med alle de vildfarne hårstrå kunne blive tæmmet, og det i denne sammenhæng vigtigste, friske mangoer, frisk chili og friske avokadoer til den ceviche, vi ville bruge tunen til. Og når nu vi snakker om mangoer… Mango’erne her er så vilde! Nogle på båden synes næsten, de er for søde. Og på en måde er det rigtig nok, de smager næsten sæbede, men frugtkødet er så smagfuldt, solgult og frugtigt. At spise en sådan mango er som at spise et eksotisk eventyr – især hvis du spiser den, som Adam gjorde i går; ved halvvejs nede af bjergsiden at finde lommekniven frem fra bukselommen, fiske mangoen op af rygsækken, skære et godt kødfyldt stykke af og slubre det i sig mens frugtsaften render ned af hagen. Eller, det var i hvert fald hans plan. Vi tog nedstigningen på vandreturen i går i et sådant tempo, at han ikke nåede det. Så i stedet for at finde sted på bjergsiden med udsigt over Funchal, fandt mango-seancen sted på ’art-café’ nede ved stationen og kabelbanen. En’smart’ café med kunst i den ene ende, og café i den anden, hvor kaffen var fin, mangoen stadig lækker og kagen lidt tør. Men det betød ikke så meget, for vi var bare interesserede i at sidde ned, se på mennesker og hvile benene efter nedstigningen. Så kræsne og kritiske var vi ikke.
Jeg kan godt se, at jeg springer lidt i tid. Og det vil jeg fortsætte med, så jeg håber ikke, at min ikke-kronologiske gennemgang forvirrer for meget. Mit mål er, at I slutteligt sidder tilbage med en fornemmelse af, hvad vi har foretaget os. Om I ved, hvilken rækkefølge det hele er sket i, er vel lige meget.
I hvert fald var dét, jeg lige tog hul på at fortælle om, vores tur op til Monte. Den tur tog vi i går, torsdag. Vi startede dagen ud med rengøring af båden. Den skinner og det er dejligt. En ordentlig aftørring og støvsugning er afgørende, når vi bor så mange, og især når vi bor så mange langhårede. Efter rengøringen gik vi op mod kabelbanen. Den ligger cirka 500 meter øst for havnen. Derfra svævede vi i en vogn over Madeiras tage op til Monte. Det koster 16€ for en tur-retur-billet, og tog cirka 15 minutter. Jeg ved ikke, hvor højt vi svævede, men udsigten var absolut fantastisk. Vi tog turen både fordi den er fed i sig selv, men også – og mest – for at komme til Monte Palace Madeira, som er en stor park. Den nærmere historie læste jeg lidt op på min seneste ankervagt, men jeg mangler generelle referencepunkter til Madeiras historie for at informationen sætter sig fast. Jeg mener, at parken er købt og lavet om til offentlig park af en privat person. I hvert fald står den i dag som park. Indgang koster 12€, hvilket inkluderer et 2cl glas lokal portvin/dessertvin. Det er Madeira jo kendt for. I kender nok Anthon Bergs blomme i Madeira?
Indgangen til parken er lige, hvor kabelbanen ender, hvilket vil sige ret højt oppe af bjergsiden, og som man går rundt i parken, bevæger man sig et stykke ned af bjergsiden. Den markante højdeforskel der er på parkens nordligste og sydligste punkt, har en ret fed effekt på det generelle indtryk. Parken er virkelig frodig, fugtig, grøn, eventyrlig, japansk-inspireret og fuld af lommer, huller, huler, grotter, gangstier, vandfald, karper og smukke blomster. Jeg synes, det var en fed oplevelse, men på en eller anden måde er det jo ’bare’ en have – forstået på den måde at vi som gruppe i hvert fald efter et par timer var klar til noget mindre dresseret. Vi samlede dog lige kræfter på parkcaféen, inden vi traskede ud på de utæmmede bjergsider. Simon havde kigget lidt på et kort, og foreslået en rundtur rundt om og lidt igennem Monte, men det stod hurtigt klart, at selvom en rute er opmærket på det officielle online kort over øens vandreture, kan man ikke bare gå ud fra, at den i virkeligheden er lige så let at gå til, som den fede, sorte streg online indikerer. Så en rundtur blev det ikke til. I stedet besluttede vi os for at gå hele vejen tilbage til havnen. Det var bare en tur på små 5 km, men med et fald i højde på 325 m. Og dét var tydeligt! Det var (til start) en tur på trappe på trappe på trappe på trappe. Heldigvis støvregnede det, så vi blev kølet af på turen, men vi er bestemt nogle, der kan mærke det i læggene her dagen derpå. Vi har jo kunne sidde og kigge op på bjergene fra båden af, og det var sjovt nu at vandre midt på de bjergsider og inde i al det buskads, vi har kigget på. Og det var sjovt at fornemme, hvordan stien startede inde bagerst i kløften, under træerne, men langsomt blev mere og mere åben, som vi kom længere ud af kløften, og til sidst bare vandrede på siden af bjerget langs vandkanalerne og med havet lige foran os, indtil bebyggelsen begyndte og vi sluttede af først gennem de små stræder, der går mellem husene, der ligger i udkanten af byen og senere langs hovedvejen, der ledte os direkte ned til busstationen og art-caféen. Og sådan er vi tilbage, hvor vi startede.
Jeg vil også gerne nævne, hvordan vi endelig har mødt en anden dansk gastebåd. Den hedder Alba, og det er Michael, der er skipper. Det er en katamaran, og de er sejlet fra Azorerne og her til Madeira, hvor de skal være et par uger. Det var en hård sejlads uden autopilot, kun med fire ombord og et storsejl, der flækkede undervejs. Michael sejlede fra Danmark i juli i år, så hans nye liv på udenlandsk hav er spritnyt. Han har været lidt uheldig. Både med hensyn til det ting jeg lige oplistede, men også med hensyn til gaster, der er taget hjem før tid (ikke grundet Michael eller båden) eller er sprunget fra i sidste øjeblik. De skal krydse Atlanterhavet i slut november, og har stadig en del ledige pladser, de selvfølgelig er interesserede i at besætte. Ellers bliver det en intens omgang for de tre, de trods alt er ombord. Men det er sjovt at møde dem. Vi har været ombord på deres båd, og det er jo særlig sjovt, fordi Mike og jeg pt snakker om at købe en katamaran. Jeg har aldrig været ombord på en, men er tiltrukket af stuen og køkken-rummet, der ligger over havoverfladen. Men det er også særlig rart for Mike at møde dem, og i særdeleshed Michael. Han nyder rigtig meget at snakke med en, der har samme hat på som ham – kaptajn-hatten. Ham med det endelige ansvar. Jeg glæder mig meget til at dette bliver mig, men som ham og jeg også har snakket om, så bliver det bare ikke før, vi køber en båd sammen, og jeg er med fra start. Hans ’forspring’ i forhold til teknisk viden om Gaia, praktisk erfaring med sejlads såvel som istandsættelser er svær at indhente, og dette kombineret med det økonomiske aspekt – altså at Gaia er købt for hans penge – stiller os i to meget forskellige situationer. Så jeg er glad for, at han kan finde noget samhørighed og spejling i Michael og alle hans overvejelser og ikke mindst bekymringer, som man jo bare har mange af som kaptajn. Så kan de sidde og snakke om, hvor mange gange dagligt de hver især tjekker vindapps’ne, og hvor uundværlig autopiloten er.
Som jeg skriver dette, er der gået endnu flere dage, og vi har besluttet, at vi sejler videre på mandag. Der går turen op til Gibraltar og vi regner med en tur på 5 dage. Det er den store opdatering herfra. Men imellem at denne beslutning er blevet truffet og jeg sidst skrev, er der jo sket en hel masse. Vi har blandt andet lejet scootere og kørt rundt på øen, vi har været ude og smage den lokale drik ’poncha’, og vi har leget med paddle-boardet, flydeline og gummibåd.
I morgen venter en lang dag, hvor vi skal lave madplan og handle ind til de kommende syv dage på vandet, vi skal dykke ned og rense roret for rurer, vi skal tanke og vi skal vende båden og ud og ligge yderst, så vi er klar til at sejle afsted mandag morgen, når dagslyset bryder frem.
Hvis I ikke hører fra mig i morgen, hører I først fra mig, når vi når Gibraltar.
Til vi skrives igen!
21-09-22
Efter to og en halv dags sejlads er vi ankommet til Madeira. Kendt og brandet som "Atlanterhavets Hawaii” af lokale, nærmede vi os en bjerg-ø, hvis bjergtoppe var indhyllet i tunge, mørke skyer, mens Funchal, der ligger ud til havet på sydsiden af øen, lyser op. Både fordi dens hvide huse breder sig langt op af de omkringliggende bjergsider, og fordi de mørke skyer om bjergene ikke nåede ned til havet. Da vi nærmede os og da vi ankom gjorde de i hvert fald ikke. Men noget der kendetegner Madeira, er det meget omskiftelige vejr. Kort efter vores ankomst var skyerne vandret ned til havet, og da vi havde smidt ankeret, og stod klar i badetøjet, kom de første regndråber. Men der kom så også kun de ti. Så i kom vi. Der skulle også meget større kræfter til for at holde os tilbage; efter 2,5 dage i det samme tøj, uden bad men til gengæld med masser af sved, kaldte det kølige vand på os. Så nu sidder jeg frisket op, og med saltvandsvådt hår nede i min seng og skriver. De andre sidder oppe i cockpittet med et pølsehorn i den ene hånd, og en dåsecola i den anden, og jeg kan høre, at en af de andre lige er hoppet i vandet igen. Mike sidder i stuen og bakser med en af fiskestængerne. Når vi sejler, sætter vi nærmest altid fiskestangen ud bag båden i håbet om at fange fisk. I forgårs havde vi sat den ud, men ikke noteret at klik-funktionen var i udu. Den indikerer ellers, at der er fisk på krogen. Når fisken bider fast om krogen, medfører den forøgede vægt på linen, at den trækkes ud. Når klik-funktionen er sat til, er der mere modvægt (så linen ikke bliver trukket alt for langt ud), og der kommer en ‘klik’-lyd, når linen bliver trukket mere ud. Denne funktion var som sagt i udu, uden at vi vidste det, så vores tese er, at der er bidt en kæmpemæssig tun på krogen, der har vejet så meget, at linen er blevet rullet helt ud, og uheldigvis rullet helt af og forsvundet ud i havet sammen med den kæmpemæssige tun. Så det bøvler Mike med. Den “ødelagte” fiskestang blev erstattet af en ny. For selvfølgelig har Mike mere end én og selvfølgelig skal vi altid have en fiskestang ude for ikke at misse chancen for at fange en tun. Så vi satte en ‘dårligere’ line på fiskestangen, men gud-hjælpe-mig, om det ikke viste sig at være med den line, at vi fangede en tun! En fin lille en, der nu ligger inde i fryseren og venter på at blive lavet til ceviche.
Mens Mike bøvler med fiskestangen, bøvler gasterne med alle pølsehornene på køl. Inden vi sejlede afsted, lavede vi en masse pølsehorn som en snack, der var lækker og let at gå til. Vi spiste ikke et eneste. Vi har i virkeligheden overvurderet madindtaget over hele linjen, og er kommet i havn med en helt masse. Men det er ved gud, ikke noget vi er kede af, for ned skal det nok komme. Især de 7 ruller chokoladekiks der ligger under dørken, og de mange pølsehorn. Og de to ananas oppe i grøntsagsnettet. Og nutellaen og peanutbutter’en i hjørneskabet.
Grunden til at vi har så meget mad, er, at vi er kommet i havn en dag før planlagt. Når vi sejler længere stræk køber vi desuden altid ind til to dage mere end vi regner med at være afsted. Inden vi sejlede afsted fra Las Palmas, vidste vi godt, at der ville være forholdsvis vindstille ude på havet. Det var derfor, vi valgte det tidsrum at sejle afsted i. Som jeg tidligere har nævnt, er det oftest en nordenvind på den strækning, hvilket betyder, at vi skulle ud og sejle i modvind. Det havde vi været lidt nervøse for, fordi vi, sidst vi var på Madeira faktisk, mødte et dansk par, der netop var sejlet fra Las Palmas til Madeira. På det tidspunkt var vi netop sejlet til Madeira fra Gibraltar. Det danske par fortalte om, hvor strid sejladsen i modvind havde været. De havde haft gaster med fra Las Palmas, der simpelthen hoppede af i Madeira, selvom de oprindeligt også skulle have været med på det lange stræk fra Madeira til Gibraltar. Vi hørte senere, at det sidste stræk havde været lige så hårdt med endnu mere modvind og jo endnu flere dage på vand med uafbrudte sejlvagter - og denne gang var de altså kun to!
I hvert fald har Mike og jeg været lidt nervøse for strækket til Madeira, og ventet på et vejrvindue, med den uundgåelige modvind, men uden for meget af det. Og det kom i søndags, så da sejlede vi afsted. Det var dog et vejrvindue uden særlig meget vind overhovedet. Flere gange var der ikke nok vind til at holde sejlene, så da havde vi motoren kørende. Den larmer, men sikrer fremdrift på cirka 5-6 knob. Flere gange kunne vi supplere med sejl, og så gik det endnu hurtigere. Så vi nåede frem klokken 15 i dag, og lægger til start for anker her uden for havnen i Funchal, fordi der ikke var plads. De siger, at en båd sejler afsted i dag, og vi ligger derfor med VHF-radioen klar, så de, som de siger, at de vil, kan kalde os op, når der er en plads ledig.
Vi ligger heldigvis godt. Vandet er roligt, og vi vugger bare stille og roligt. Herfra hvor jeg ligger, kan jeg gennem først den åbne soveværelsesdør og så den åbne cockpitdør, se et lille udsnit af de hvide huse der snegler sig op af bjerget. Et udsnit der svarer til størrelsen på cockpitåbningen. Og det slår mig, hvordan udsigten over byen, og over den stjernehimmel af lys og lanterner den bliver til om natten, kommer til at være endnu bedre herfra end fra havnen. I stedet for at vi befinder os midt i landskabet, og betragter det derfra, kan vi i dag betragte helheden udefra. Så det skal jeg huske at nyde.
Vi havde heldigvis også perioder kun for sejl, hvor vinden ramte os fra cirka 40-50 grader. De sidste 20 sømil, havde vi næsten en halvvind, og susede afsted, fordi vi trimmede sejlene som gale for at øve os på det. På det længere stræk fra Funchal til Gibraltar regner vi med næsten kun at sejle for sejl. Vi regner ikke med at have vinden lige i snotten, men derimod med at have den enten fra siden eller foran for tværs. Desuden tanker vi ikke dieselbeholdningen op, før vi når Gibraltar, fordi den er markant billigere der, så vi har ikke nok brændstof til ikke at sejle for sejl. Og på den måde er der ikke rigtig noget at diskutere.
Men vi havde en forrygende sejlads. Vi stævnede ud fra Las Palmas under høj sol og uden problemer. Lige som vi sejlede ud af havnen, kom bølgerne. De var ret kraftige, men spidsere end de lange, bløde bakkelignende bølger vi sejlede på, da vi nåede ud på det åbne Atlanterhav. Besætningen viste sig heldigvis at være forholdsvis søstærk. Som jeg selv kunne mærke, at jeg også lige skulle, skulle flere af gasterne vænne sig til at være på en gyngende båd. Det var tydeligt, hvordan dag ét var markant hårdere for alle end dag to. Allerede dag to kunne folk stå længere tid nede i køkkenet, og færre døjede med ulmende mave.
Vi har fået tun, hummus og grøntsager på flute hver dag, og det har været en stor succes. Morgenmaden har været havregryn eller yoghurt, som folk har taget efterhånden, som de stod op og aftensmåltiderne har stået på tomatsuppe med grilled cheese og en karry. Vi har snacket vandmelon og nogle få chokoladekiks, men det har været i overraskende små mængder. Det er formentlig fordi, de har været pakket under dørken. Sidst var sejlede disse lange stræk, stod de mere let tilgængeligt, og det er selvfølgelig farligt.
Vores sejlads endte som sagt med at være 2,5 dag, så vi sejlede to nætter. Vi mødte en masse havskildpadder, der lå og flød i overfladen af vandet og blev fulgt af delfiner både i løbet af dagen og natten. Den ene dag var der for mange skyer på himlen til at vi kunne se solnedgangen. Men den anden fik vi den mest fantastiske solnedgang lige midt i aftenkarry’en. Skyerne var stadig tætte, men når man kiggede ud i horisonten, startede dækket først et stykke over havets overflade. Det betød, at da solen var på vej ned, efterlod det et stykke himmel uden skyer. Akkurat nok plads til at rumme solen i hele dens varmorange rundhed. Da solen først nåede havets overflade ude i horisonten, gik der ikke mere end 5 minutter, før den var forsvundet og himlen stod tilbage fuld af varme skyer, der blev lyst op nede fra. Når klokken slog 22, var der mørkt. Og i mørket kunne den være 22 eller den kunne være 02 om natten. Fornemmelsen var den samme. Nattevagterne kan godt være lange. En sejlvagt er fire timer. Også om natten. Nogle gange har vi podcast kørende, andre gange musik og tredje gange lytter vi til bådens og havets lyde.
Den aften der var så mange skyer, at vi ikke fik solnedgangen med, fortsatte skydækket natten igennem, og tog desværre også den helt store stjernehimmel fra os, men den anden dag havde vi den fineste stjernehimmel. Uden lysforureningen er den jo simpelthen overvældende! Og den blev spejlet i havet, hvor stjernerne dog var udgjort af massevis af morild, der væltede ud fra under båden. Så dér sejlede vi. Igennem en verden af gråsorte nuancer fuld af små stjernelys. Ligesom sidst jeg sejlede natsejlads, fik jeg følelsen af, at være en meget stor båd i en meget lille sø. Om natten når vi ikke kan se langt, virker verden omkring båden pludselig meget lille. Så står vi op dagen efter og havet strækker sig igen uendelig langt. Men det gør det jo i virkeligheden ikke, og pludselig får det en ende, og land kommer i sigte. Præcis som det gjorde ved 6-7-tiden i morges, hvor Madeira tårnede op i horisonten.
Så nu sidder vi her. Under biminen. Simon og Birgitte er i gang med risotto, og vi andre hygger os i cockpittet. Fiskestangen er fikset, men der er desværre ingen melding fra havnen endnu. Der ligger en katamaran på vores plads, og meldingerne fra de, der i gummibåden vender tilbage fra toilettet på havnen, lyder på, at katamaranens besætning soler på dækket. Så vi forbereder os på en nat for anker. Og det er jo ikke så skidt endda. Det er ligefrem noget, vi SKULLE nå, inden Jens forlader os en måned inde i togtet, fordi han netop er med på tur, for at få en forsmag på langturssejlads med alt hvad det indebærer - hvilket jo i høj grad også er nætter og dage for anker.
Til vi skrives igen!
16-09-22
Nu sidder jeg her ved skrivebordet med hørebøffer på. Adam er ude og løbe og resten af gasterne, sidder med hver deres emne. Som jeg skrev i et tidligere indlæg, ynder vi at uddele et emne til gasterne, som de har et par timer til at sætte sig ind i og derefter fremlægge for os andre. Denne gang har vi udvidet feltet, og inddraget flere emner, sådan så hver gast har hver deres. Tidligere har vi sat dem sammen to-og-to, så de sammen gennemgik henholdsvis redningsveste, sikkerhedsflåde og brandslukkere og -tæpper. Disse emner har vi også denne gang, men har også basal sejlteknik, -signalering og mand-over-bord, og derved er der et emne til hver. Mike og jeg gennemgår som sædvanlig vand, gas, strøm og køkken.
Vi synes, det er en fed måde, fordi der ellers er sindsyg meget information, der kommer deres vej. På denne måde er de også afsender på noget af det, og så er der jo bare rigtig meget sandhed i, at forståelsen for informationen øges, når man selv skal formidle det. Det er også vores måde at prøve at bløde bombardementet af information, der er her i starten lidt op. Det er jo virkelig en kunst at finde ud af, hvordan vi bedst leverer det, så mest af det sidder fast. Og vi ved jo godt, at det først rigtig gør, som tiden går og de prøver det hele af - dog forhåbentlig ikke mand-over-bord, sikkerhedsflåde og brandteknik ;-)
I går var vores første hele dag sammen, og den var så hyggelig. Jeg har lagt et par billeder op på instagram allerede, så dem kan I tjekke ud, hvis I vil.
Vi startede dagen lidt senere end normalt, fordi vi først kom i seng ved 3-tiden. Gasterne ankom omkring klokken 1, og vi startede i cockpittet med lidt brød, ost og pølse. En god omgang fordansket tapas. Vi fik mokket de mange tasker ned i båden, og redt sengene, og sås igen dagen efter ved 10-tiden til boller, kaffe og vandmelon.
Morgenmaden trækker altid ud, og det er én af lykkerne ved livet ombord; at den kan det. Det er så hyggeligt at sidde der, og ikke skulle skynde sig, men langsomt spise, drikke og snakke. Og så endda under solens stråler. Efter morgenmaden pakkede gasterne ud, og det er jo i sig selv et puslespil at få plads til alle taskerne. Så spillede vi spil, og sen formiddag gik vi op på stranden og satte volleynettet op. Det passer perfekt at være otte mennesker, og efter at fødderne lige havde vænnet sig til det brandvarme sand, havde vi en god og rigtig tæt kamp. Mike og jeg var på hver vores hold, og desværre for mig, vandt Mikes hold. Stort tillykke til dem, men det var ikke i tråd med min mission om at vinde mere over Mike... Ham og jeg spiller en del mod hinanden, og jeg kommer ikke ligesom ham fra en spiller familie. Og det er i hvert fald min forklaring på, hvorfor jeg ikke vinder mere over ham. Han er trænet i strategierne, og det er jeg ikke. Men det er en ond stime, jeg er fast besluttet på at vende, og jeg glæder mig til, at jeg begynder at banke ham i yatzy, 500, backgammon, volleyball, tennis og... Ja, faktisk bare alt. Og en kvinde på mission, skal frygtes.
Efter volleykampen hoppede vi i havet, der havde en perfekt temperatur, og seancen fik mig virkelig til at glædes over at leve et sådant liv. Især her i retrospektiv. Tænk at kunne gå 400 meter, være på stranden, slå nettet op, spille og blive svedig, og så hoppe direkte i havet..! Og så fortsætte op til båden, tage en skyller med vandslangen, bakse en tunmousse sammen og spise den.
Som jeg også har nævnt, har vi købt nyt musikanlæg. Vi fik hentet de sidste dele til det i går, så Jens foreslog, at vi satte det op fordi det da bare tog "5 minutter". Det gjorde det ikke, men er derimod et projekt, der strækker sig over to dage, fordi de nye cockpithøjtalere ikke passer i de huller, der var skåret til de gamle. Der skulle derfor skæres i båden, hvilket jo altid er lidt angstprovokerende. Men det gik og her for 10 minutter siden kom de i og sidder nu og ser så fine ud! Og Jens er blevet bådens 5-minute-man.
Vi sluttede dagen oppe i Las Canteras på restaurant. Som sædvanlig lækker mad, og som sædvanlig den unge, smarte tjener, der garvet gennemgår menuen, som vi som sædvanlig efterfølgende stadig kun fatter halvdelen af. Det er dog ikke et problem, fordi vi har fundet vores yndlingsretter og ved, hvad vi skal have ;-). Mens vi ventede timevis på Jens' burger, lavede tjeneren lidt spontan calisthenics ude foran restauranten, - vi overvejede, om det mon er del af jobbeskrivelse, - og spiste de andre lækre ting, der kom lidt hurtigere. Jens ville have sendt lange øjne efter det, hvis ikke han havde haft sine øller, og hvis han var til fritteret madbanan med bønnespirer og andet godt, eller arepas med dressing og oksekød. Men det er han ikke, så det spiste vi andre lidt skyldbetyngede over at gå igang inden sidste mand havde fået sin mad... Sådan blev det nu engang, og alt endte godt, for da burgeren kom, var den godt stor og juicy, og med betaling af regningen kom slikkepinde til alle. Vi traskede hjemad, købte nogle dåseøl og chokolade i en kiosk, og drak en enkelt, da vi kom tilbage. Det var en meget stille og rolig og udramatisk afslutning på båden, hvor vi først snakkede og derefter sad i stilhed sammen. Rar stilhed i mørket. Eneste undtagelse fra denne udramatiske afslutning var Robins tur op på toilettet. Her var der ikke mere toiletpapir. Men med hjælp fra en fremmed toiletbesøgende og en portion tiltro til at han ville komme tilbage med toiletpapir, løste Robin også det.
I dag var et par stykker lidt trætte her til morgen. Mike og jeg har sovet dårligt. Vi har vendt og drejet os, og jeg lå med snotnæse og frøs en god portion af natten. Jeg vågnede heldigvis uden snotten, men med et træt sind. Sissel fandt vi sovende ude i cockpittet. Her var hun trisset ud ved 1-tiden, for at slippe for Adams forværrede snorkeri, som i følge ham selv havde en helt naturlig forklaring, der kan findes på bunden af en øl.
Vi er ved at falde på plads. Vi har fået nye naboer, og franskmanden gaster er ankommet og de sejler i dag. Så dem skal vi se sejle afsted og vinke godt på vej.
Nu skal vi lige igennem alle fremlæggelserne, og derefter begynder hverdagen at indfinde sig. Vagtplanen der styrer sejl- og madlavningsvagter kører fra i morgen af, og vi satser på at sejle søndag morgen/formiddag. SÅ spændende!
NÅ JA, og Robin bliver ved med at pranke mig med døde krabber.
Til vi skrives igen!
14-09-2022
Dagen er kommet! Senere i dag bor vi otte på båden. Vi er klar, men skal lige i gang. Med "your favorite coffeehouse" på anlægget, åbne vinduer og en kop kaffe prøver jeg at vække mig selv på nænsom vis. Vi sidder begge og gaber lidt og kløer os i øjnene, og føler at kroppen er lidt tung. Det regnede i morges, men nu er himlen igen skyfri og temperaturen stiger. Heldigvis er her vind, og den lader sig lokke ind igennem mine åbne vinduer præcis som det var planen. Så kropstemperaturen er under kontrol, men badet kalder på mig og mit flade baghår. Alt imens jeg skriver dette, vandrer min kuldskære Mike rundt, "jeg bliver sgu nødt til at tage en trøje på! Hvad er den af", og nu ligger den skøre mand på sofaen under et tæppe... Spørgsmålet er nærmere, hvad DEN er af.
I dag skal vi gøre båden ren og handle ind og lave bolledej, så vi er klar til første fællesmorgenmad i morgen. Gasterne er her først ved 1-tiden i nat, så vi har masser af tid. De flyver allesammen sammen, og ankommer samtidig, hvilket vi ikke har prøvet før. I går sad vi oppe i min nyfundne haveoase og snakkede om, hvad der skal ske de første par dage og hvad vi gerne vil have fortalt. Det er dejligt at være velforberedt, og nu er det bare at tage hul på det.
Jeg lå i morges og tænkte, at jeg i mit skriv i dag, ville fortælle lidt om, hvor vi lige nu forestiller os, turen går hen. Så det vil jeg gøre. Planen er, at tilbringe et par dage her i havnen, og gennemgå bådens inventar, gennemgå køkken - hvor tingene er, hvordan gasovn og -komfur fungerer -, gennemgå hvordan det fungerer med vand og strøm, gennemgå alt det sikkerhedsmæssige (brandteknik, redningsveste, redningsflåde, mand-over-bord), og gennemgå lidt basal sejlviden. Noget af det gennemgår Mike og jeg, og andet skal gasterne gennemgå. Det har vi også gjort før, og det fungerer godt. Vi har planlagt volleyball, restaurantbesøg oppe i Las Canteras, en dejlig venezuelansk én, tid til at pakke ud og flytte ind og tid til at se byen. Lige nu er der mulighed for at vi sejler afsted søndag. Gør vi det, skal vi også mellem torsdag og søndag nå at lave madplan og handle ind til tre-fire dages sejlads her fra Las Palmas og op til Madeira. Vi vil være på dejlige Madeira en lille uge, og formentlig sejle den korte tur derfra og hen til den anden ø Porto Santo, hvor vi ikke mindst skal tilføje navnene på denne besætning til Gaias logo, vi malede på havnemuren sidst vi var forbi. Hvis I ikke har set, hvor godt det gik, så hop ind på vores instagram, og scroll ned til opslaget fra den 22 februar i år. Der står vi foran det. Malerarbejdet havde en lidt sløv, tøvende start, så på et usikkert, udefineret grundlag men med tårnhøje ambitioner gik vi igang. Gaias logo er jo noget så kompliceret og detaljeret og vi ville have det hele med! Og det fik vi. Det blev en kæmpe succes, og jeg glæder mig til at komme til Porto Santo og se det igen. Men tilbage til ruten.
Vi vil tilbringe lidt tid på Porto Santo, og også her handle ind til det næste lange stræk. Turen fra Porto Santo op til Gibraltarstrædet tager formentlig en lille uge. Så det vil være det længste stræk, Gaia endnu har taget. For begge af disse lange stræk, venter vi på - og satser på - et vejrvindue, hvor vi har 8-10 m/s fra siden eller bagfra. Dette er desværre nok urealistisk, nu vi skal nordpå, da vinden på den del af det åbne Atlanterhav vi skal sejle, hovedsageligt blæser fra nord mod syd. Det betyder, at vi formentlig kommer til at sejle i modvind. Afhængig af hvor meget det blæser, og derved højden på bølgerne, kan det virkelig være en hård omgang at sejle i modvind, fordi bølgerne kommer mod os. Det betyder, at båden nærmest 'letter' henover bølgen, og lander hårdt. Hvor hårdt er jo så afhængig af højden på bølgerne. Realistisk set venter og satser vi derfor på et vejrvindue uden alt for strid modvind, men dog med vind, så vi kan sejle for sejl. Og som det ser ud nu, er søndag, mandag eller tirsdag ikke dårlige bud.
Fra Porto Santo sejler vi mod Gibraltarstræde. Når vi sejler gennem dette cirka 10 km brede stræde, kommer vi fra Atlanterhavet ind i Middelhavet, og har Spanien på den ene side, og Marokko på den anden. Vi gør stop heromkring for lige at have fast grund under fødderne igen - for hvem ved, hvor søstærk denne besætning er..! Mareridtscenariet er, hvis en af dem, ligger dårlig hele den lange vej. Så er en lille uges uafbrudt sejlads en rigtig, rigtig lang tur. Så vi gør stop, slapper af, gør båden lækker igen. Alt er saltet efter en sådan tur, fordi bølgerne er væltet ind over båden, så alt skal skylles. De forrige gange vi er kommet i havn efter et længere stræk, føler jeg at hele båden, inde og ude, er fugtig. Det er selvfølgelig ikke fordi, der er kommet vand ind, men fordi vi har været på vandet så længe, og har haft dørene fra bådens indre og op til cockpittet åbne hele turen. Der er altid aktivitet i cockpittet, fordi der er to på sejlvagt non-stop, så den våde havluft er strømmet ned i båden. Samtidig må ingen af vinduerne jo være åbne, når vi sejler og der er bølgegang, så vi kan ikke lufte ud i de enkelte rum undervejs. Derudover er båden altid ret så rodet, når vi kommer i havn efter en længere sejlads. Graden afhænger af hvor hård en tur, vi har været ude på. For på en tur med god vind hele vejen igennem, har vi sjældent orket rydde op, når den krængende båd, har fået tingene til at flyve. En enkelt gang er vi kommet i havn med cockpit sejlende i brækposer. Uanset hvad der har ophobet sig, synes jeg, det er rigtig rar at få luftet ud, få skyllet de saltvandede ting og få ryddet op på båden.
Efter en lille uges afslapning på land, sejler vi ind i Middelhavet. En måned inde i togtet afmønstrer én gast, og en anden påmønstrer. Når dette sker, regner vi med at være omkring Malaga. Men planen er, at sejle forholdsvis hurtigt forbi Spanien, fordi vi har tilbragt så meget tid her efterhånden. Vi vil gerne hurtigt til det franske og italienske, og vi vil gøre stop på Mallorca, Menorca og Ibiza. NØJ, hvor jeg glæder mig!
Om vi hovedsageligt vil sejle dagssejladser, når vi når ind i Middelhavet eller om vi også her tager nogle lange stræk fx til Sardinien eller helt til Sicilien, kommer an på, hvad vi som besætning har lyst til. Sikken frihed ;-)
Nu skal jeg i gang! Jeg skal hjælpe med at få Mikes 30 kg tunge el-løbehjul op i cockpittet, så han kan komme ud og handle. Løbehjulet fik vi ellers lige båret ned i går. Det bor ved siden af vores seng. Og selvom Mike har betalt dyre domme for at få et foldbart styr på, er det stadig en bøvlet sag at få op og ned. Men det er uundværligt, så vi mokker med glæde rundt med det.
Og nu vil jeg gå i bad!
12-09-2022
Så er det mandag! Klokken er lige nu halv to her i Las Palmas og humøret er lige så højt, som solen står på himlen. Vi startede dagen ud med en løbetur - vores første løbetur sammen nogensinde - i den BAGENDE hede. Solen skinner fra en skyfri himmel, og det er simpelthen så varmt. Sveden havlede af mig, under og efter, fordi det føltes som om, luften stod fuldstændig stille nogle dele af turen. Kender I det? Uden vind, i denne temperatur og under en bagende sol, er det simpelthen som at løbe rundt i en ovn. Men overstået blev det og klaret er det, og det er sgu bare en dejlig måde at komme igang på. Sådan er det bare. Så pruster vi af uden for molen, låser os ind gennem porten, sidder og sveder af bag på båden i skygge og vind, og skyller fødder, hænder og ansigt med bagbruseren for lige at sænke kropstemperaturen. Her sidder man fantastisk. Så sådan startede morgenen og blev efterfulgt af bad, morgenmad og et afsnit Game of Thrones. Den er vi begyndt på, og den bliver gradvist bedre og bedre, så den nyder vi gevaldigt og er ret så opslugt af universet.
Men vi så kun det ene afsnit, for vores to-do liste lå og skulede til os. Jeg kedede mig lidt i går, og fortalte Mike, at jeg i de her mellemperioder uden gaster, nogle gange synes det er svært at være i et liv med så lidt struktur, og at jeg nogle gange fejler i at hive mig selv op fra det lade hul, og gøre noget der vil give mig en bedre følelse i kroppen. Dette er ikke et problem for Mike, og derfor et punkt hvor vi er meget forskellige. Men han går evig og altid meget op i, at jeg har det godt. Så da vi kom ind i sengen i går, havde Mike så sødt taget papir og blyant med, og vi skrev ned, hvad vi skulle nå den følgende dag (det vil sige i dag). På den liste stod 1) løbeturen - nu tjekket af -, 2) at jeg skal lave krydderurtehave, 3) at Mike skal fikse lamper på gastetoilet og i agterkahytter, 4) at Mike eventuelt skal sy en taske til sit løbehjul, 5) at jeg skal skrive blogindlæg og 6) at jeg skal systematisere, strukturere og simplificere krydderihylden. Så nu har Gaia både friske OG frysetørrede krydderurter som en fast del af inventaret. Og det er lige som det skal være; for persille er for mig, hvad cola er for Mike.
Jeg tog fat på krydderurtehaven som det første, og kørte fra båden uden en plan. Jeg sad derfor først lidt slukøret på en bænk ved siden af vejen og googlede, men kunne simpelthen ikke finde andet end nogle planteskoler en lille times kørsel væk. Jeg fandt dog et sted, der lignede en tøjbutik, men på google var kategoriseret som havecenter. Jeg tog derop, og kom til det her smukke store røde, højloftede hus med tilsvarende store vinduer, der lå lidt væk fra en større vej. Jeg har aldrig set stedet før, og jeg tror, det er derfor, jeg er så oppe og køre over det. Jeg havde ingen forventninger, da jeg kørte mod stedet. Jeg tænkte tværtimod, at det ville vise sig bare at være en tøjbutik. Men det jeg fik, var den her skjulte skat; en smuk bygning med planteskole i baggården, mens der i stueetagen var café og butik med planter, urtepotter, tøj, smykker og andre haveredskaber. Louis Amstrong på anlægget, ældre damer med drikkevare fra caféen ved bordene ude blandt planterne, og alt jeg skulle bruge på hylderne. Høj på livet, på Las Palmas, på smukke, fallerede ældre huse, på eksotiske planter og fuld af velvære, kom jeg tilbage til båden med 10L muld, gødning, persille, koriander, salvie, basilikum, mynte og rosmarin. Klar til at fortælle om min opdagelse, skreg jeg, "Mike!" et par gange til en tom båd, indså at den var tom, satte Louis Amstrong på anlægget og satte mig med mine urtekasser og min muld. Lykkelig over at have jord under neglene, at sidde i duften fra krydderurtene og i lyden af Louis, faldt jeg i snak med franskmanden, der bor på en orange 90'er katamaran overfor os. Ældre herre der altid miaver insisterende til sin skibskat, hver gang han vender tilbage til båden. Han har kurs mod El Hierro, og skal derefter ned langs Afrikas kyst til Senegal og Kap Verde, men har tidligere sejlet meget i Middelhavet. Så jeg aftalte med ham, at Mike, jeg og ham drikker et glas et-eller-andet senere, for så vil han give os en masse anbefalinger til havet. Mike returnerede, og han fik hele historien, og var ked af, at jeg havde valgt koriander, men glad ved alt det andet. Han har installeret smarte touch-lamper på gastetoilettet og i de to agterkahytter, hvor lyset var i stykker, og købt nyt musikanlæg, fordi bluetooth'en i det gamle er ved at gå på pension.
Nu skal jeg til at opfinde et krydderi-system, og så skal jeg have lidt tunmousse på en skive af min bagte rugbrødsblanding. Krydderiproblematikken er et lille, men ikke desto mindre aktuelt problem. Vi har enormt mange, og det er svært at finde ud af, hvordan vi kan opbevare dem på en måde, der både skaber overblik og fastgør dem, så de ikke vælter rundt, når vi sejler. Det kaster jeg mig over, og vil først se på levedygtigheden af Mikes forslag om at have dem stående i den lille rille, der kører under køkkenvinduerne. Rillen er ikke så dyb, men tanken var at fæstne et stykke elastiksnor lidt højere, der holder på krydderierne.
Så dagen er god og vi er glade og jeg glæder mig til at vi skal bruge nogle af de nye krydderurter i aftensmaden i aften. Stemningen er god, bortset fra at gitterportene man skal igennem for at komme ind på molerne er gået i udu, mens jeg har skrevet. "We're in jail", for at citere franskmanden, men det er ingen udfordring for min udbryderkonge, der let og elefant kravlede over, da han kom tilbage med de sidste touch-lamper. Jeg så desværre ikke hans kravl, men jeg ville ønske, at jeg havde.
Nu vil jeg hygge mig på båden og vente på at nøglekortene igen kan låse portene op - medmindre krydderihylde-miseren er så svedfremkaldende, at en nedkølende tur i havet er kravleturen værd. Vi får se.
Til vi skrives igen!
10-09-2022
Fortællingerne her på bloggen starter stille og roligt ud, for vi har stille og rolige dage. Vi har begge været hjemme i Danmark i cirka to måneder henover sommeren, og kom tilbage her for henholdsvis en uge og et par dage siden. Det er altid virkelig dejligt at være hjemme. Personligt er jeg rigtig glad for at tjekke ind hos mine mennesker, se dem, og høre hvordan det går. Der sker store ting for mange af dem. Det gør der jo her i slut 20'erne. Livet ændrer sig. Jeg har kunne konstatere, at det ikke gør mig noget at være væk fra dem i længere tid som tilfældet er. Den lille verden vi lever i her på båden - både når det bare er Mike og jeg, og når gasterne er her - er så altomsluttende, at jeg ikke tænker på den anden verden. Jeg lever helt og fuldstændig i vores verden her på båden, og det finder jeg en stor ro i. Men uanset at jeg har det sådan, er det i mit hovede en sorg, at jeg går glip af alle de små ting. Hverdagen. I hvert fald er det rart at være hjemme. Og efter et sådan visit, især et længere et af slagsen, kommer jeg tilbage til båden, og skal lige falde på plads i bådlivet. Det kan jeg tydeligt mærke, og det sker hver gang. Det er en anden mentalitet, der hersker, og skal herske for at jeg kan finde ro, og den skal jeg ind i. Det er nemmere for Mike end for mig, men jeg tænker og tænker og tænker også en del mere end ham. Jeg tænker nok ikke mere end ham, men jeg har den kedelige tendens til at overkomplicere. Men nok om det!
Vi har haft et par dage sammen hernede nu, og går egentlig bare og nusser. Gasterne ankommer om fem dage, så vi er langsomt ved at gøre båden klar. Vi har planer om at omdanne den øverste 'etage' i vores rullebord til krydderurtehave, så når vi i eftermiddag skal op på vores hul-i-væggen-tapas-sted, og fejre at Mikes divemaster-ceritifikat endelig er på vej (der har været en masse bøvl med formaliteterne), vil jeg på vejen kigge efter en charmerende trækasse, der passer i størrelsen, og kan være rammen om krydderurtehaven. Vores hul-i-væggen-tapas-sted er det her sindsyg hyggelige sted, der nærmest ikke er til at se, når man går ned ad gaden - og det er jo altid et godt tegn ;-). Ikke nok med at den mørke, grottelignende atmosfære indbyder til hygge og intimitet, så sidder man skulder om skulder med de andre gæster, der hovedsageligt er lokale, OG stedet serverer en åbenbart lokal kiksekage, polvito uruguayo. Dette er en øjenrullende mangelfuld beskrivelse, men af risiko for at mangle de rette ord og viden om kagens bestanddele, vil jeg begrænse mig til at sige, at den er absolut fantastisk.
Når vi sætter kurs mod tapas-stedet, er det min første tur rundt i byen efter jeg kom tilbage for to dage siden. Og jeg glæder mig til at komme rundt og mærke byen igen. På trods af at jeg - uberettiget - har set mig lidt træt af de kanariske øer, og i særdeleshed Gran Canaria, er Las Palmas faktisk en rigtig fed by med en fed stemning. Der er det historiske centrum med gågaden cirka 2,5 kilometer fra havnen, mens området Las Canteras ligger en lille kilometer nord for havnen. Jeg synes centrum er super hyggeligt, men Las Canteras har en helt anden stemning. Den del af byen er ifølge en fyr, der arbejdede på en cafe i området den mere 'hippe' del af byen. Jeg har lyst til at sammenligne det med ydre nørrebro i København i sydeuropæisk version med bygninger i brændte farver, palmer langs vejene, duften af varme, altaner overdynget med planter, cafeborde med ældre mænd og øller placeret midt på de små gader, klinker på murene og katte i skraldespandene. Det er et fedt område. Også turistpræget men i en anden grad. Havnen vi ligger i er stor. Det er vildt syn at gå de, hvad føles som 1000 km ned til toilettet, og kigge udover de hundredevis af master, der står spinkle og vajende. Det er vitterlig en skov af master. Molen vi ligger ved, pejer ligesom ud mod havet, så den skal man ned ad for at komme ind mod byen, og på den anden side af den ligger den store strand, Alcaravaneras, hvor der altid er mennesker - det er dog stilnet væsentligt af fra i juli, da jeg tog afsted herfra - men aktiviterne i havet er ikke; der er stadig masser af børn, der er ved at lære at sejle, en masse surferskoler og både der ligger for anker. Det er virkelig hyggeligt med alt det liv, og alt i alt er det er en virkelig god havn! Søde havnearbejdere og gode toiletter. Havnen er offentligt ejet, så prisen er markant lavere end de privatejede havne her på øerne OG prisen er inklusiv el og vand. Så også økonomisk har det været en forrygende havn at lægge i i længere tid. Det er dog sådan, at nøglekortene man køber, når man køber en havneplads, låser op for portene ud til alle moler. Forestil dig, at når man går ned langs molen, ligger der med cirka 30 meters forskel mole O, P, Q, R, S og støder til på tværs. For at komme ud på molen fra vejen, skal man bruge et nøglekort til at låse gitteporten op. Og det er så her, at det faktum at alle nøglekort låser alle gitterporte op plus at man her i havnen køber nøglekortene og beholder dem for fremtiden fremfor bare at lægge et depositum og aflevere dem tilbage ved afrejse, medfører at rigtig mange mennesker i virkeligheden har adgang til molerne. Og det betyder, at man skal være opmærksom på, hvad man efterlader ude på molen - altså udenfor båden. Og ja, det kan man sige sig selv, tænker du måske. Og det kunne man vel også. Vi fik i hvert fald stjålet mit fantastiske og ret så værdifulde el-løbehjul den ENE aften, vi havde glemt at tage det ind fra molen og op på båden. Jeg havde en følelse af, at vi var sikre bag gitterporten og at mit 'hjem' startede der. Vi har tit og ofte efterladt ting ude på molen i andre havne. Men lesson learned! Det skal man bare ikke. Rigtig surt. Men jeg fik en google-translate-præget oplevelse på en spansk politistation ud af det.
Jeg kan mærke, at jeg glæder mig til at komme videre herfra, hvilket jo nok er naturligt nok, men også ignorant og forkælet. Når jeg ser mig sur på stedet, så er det min egen manglende evne til at opdage og udforske den, der er problemet. SÅ, nu vil jeg logge af, og gå med mig Mike up igennem byen med øjne og øre åbne, og så skrives vi ved!
Anna
